Feministafbrænding?

Det er lige gået op for mig, at nogle rabiate feminister vil have Sct. Hans aften-traditionen med at afbrænde "hekse" på bålet ændret, så vi ikke skal hylde den jagt på "særlige" kvinder, som fandt sted for hvidkål år siden.

Er det kun mig, der synes det er lige i overkanten? Det kan godt være, at det er mine aversioner mod netop rabiate feminister, der kommer op i mig i dette tilfælde. Jeg har jo ikke nogensinde lagt skjul på at jeg som post-feminist står i opposition til de fleste feministiske ideer om at hylde det kvindelige, som jeg ofte må ryste på hovedet af, for hvad gavner det lige: Det er jo stadig forskelsbehandling. Først når alle opfattes som mennesker, ikke som opdelt i to (og kun to) køn, kan der blive sand ligestilling. Og det er ikke det feminister beder om, når de brokker sig over hekseafbrændinger; det er særbehandling af det kvindelige køn. Og hvorfor er det bedre? Hvorfor skal nogen særbehandles eller have fordele blot fordi de enten har eller ikke har noget hængende mellem benene? Som post-feminist kan jeg slet ikke se en mening i den slags.

Og så er det jeg som post-strukturalist kan fremhæve meningsløsheden i den repetitive tradition, hvorunder hekseafbrændingen til Sct. Hans også hører. I den sammenhæng kan også nævnes juletræet, som heller ikke giver særlig meget mening, men som alligevel dyrkes som en afgud på en højhellig dag. For slet ikke at tale om påskeharen, varme hveder og meget meget mere. Det er kun fordi mennesket elsker gentagelser, at disse traditioner holdes ved hævd. De har for længst mistet deres oprindelige betydning. Med andre ord kan de rabiate feminister lige så godt holde deres kæft!

Becoming Jane-ish

Jeg har lige været en tur i biffen for at se "Becoming Jane", en ny britisk produktion om forfatteren Jane Austens yngre dage og hendes vej til at blive forfatter.

Det var en total tudefest. Vi ved jo alle på forhånd, at selv om Jane Austen skrev en masse gode bøger om det at finde den perfekte mand og så leve lykkeligt til ens dages ende, så nåede hun i sit korte liv aldrig selv at blive gift.

Derfor er det også med en forventning om at se en ulykkelig kærlighedshistorie, at jeg gik i biografen. Og der blev jeg ikke skuffet: Som sagt, total tudefest. Og det er store sager, når film kan fremprovokere de store følelser i mig på den måde, så helt sikkert point for det.

MEN... så kan jeg alligevel finde noget at brokke mig over. Austen portrætteres i filmen som værende meget stolt af at hun lever af at skrive romaner, noget som på det tidspunkt (i 1800-tallet) var ekstremt ugleset. Og virkelighedens Austen var da også meget mere tilbagetrukken med sin status som forfatter til sådanne ekstremer, at hun kun skrev når hun var helt alene, og ellers gemte sine papirer langt væk fra nysgerrige øjne. Ikke engang familien så hende skrive. Dette hænger jo også sammen med Austens meget tilbagetrukne og asociale personlighed, og netop det er gået fuldstændigt "topsy turvy" (citat fra filmen) i filmatiseringen af unge Janes liv. For i denne film er hun blevet en kvinde med selvtillid og stolthed i sin fremtoning, som selvfølgelig er primus motor i hendes undergang/skabelse: Det er hvad tiltrækker den mystiske unge irske mand, som vi i virkelighedens verden dårligt nok er sikre på eksisterer. Var der overhovedet en mand i Janes liv? Mange kønsforskere ville nok sige nej.

Men historien og fiktionen får fælles fodslag i denne film, som nok mest skal ses som fiktion, meget sammenlignelig med "Shakespeare in Love", hvor der også var fabrikeret en kærlighedshistorie med inspiration fra forfatterens egne værker.

Dette er dog en af de mange positive sider ved "Becoming Jane": Hvis man elsker hendes værker, så vil man nyde at høre brudstykker i denne film som små blomster der pludselig dukker op i en ellers grøn plæne. "It is a fact universally known..."!