Feministafbrænding?

Det er lige gået op for mig, at nogle rabiate feminister vil have Sct. Hans aften-traditionen med at afbrænde "hekse" på bålet ændret, så vi ikke skal hylde den jagt på "særlige" kvinder, som fandt sted for hvidkål år siden.

Er det kun mig, der synes det er lige i overkanten? Det kan godt være, at det er mine aversioner mod netop rabiate feminister, der kommer op i mig i dette tilfælde. Jeg har jo ikke nogensinde lagt skjul på at jeg som post-feminist står i opposition til de fleste feministiske ideer om at hylde det kvindelige, som jeg ofte må ryste på hovedet af, for hvad gavner det lige: Det er jo stadig forskelsbehandling. Først når alle opfattes som mennesker, ikke som opdelt i to (og kun to) køn, kan der blive sand ligestilling. Og det er ikke det feminister beder om, når de brokker sig over hekseafbrændinger; det er særbehandling af det kvindelige køn. Og hvorfor er det bedre? Hvorfor skal nogen særbehandles eller have fordele blot fordi de enten har eller ikke har noget hængende mellem benene? Som post-feminist kan jeg slet ikke se en mening i den slags.

Og så er det jeg som post-strukturalist kan fremhæve meningsløsheden i den repetitive tradition, hvorunder hekseafbrændingen til Sct. Hans også hører. I den sammenhæng kan også nævnes juletræet, som heller ikke giver særlig meget mening, men som alligevel dyrkes som en afgud på en højhellig dag. For slet ikke at tale om påskeharen, varme hveder og meget meget mere. Det er kun fordi mennesket elsker gentagelser, at disse traditioner holdes ved hævd. De har for længst mistet deres oprindelige betydning. Med andre ord kan de rabiate feminister lige så godt holde deres kæft!