Simpsons Mania

Som en trofast Simpsons-fan skulle jeg jo lige i biffen og se The Movie, nu hvor Fox endelig har fået skrabet pengene sammen til en større og mere imponerende produktion.

Og jeg blev ikke skuffet. Ikke bare havde filmen bevaret den postmoderne / metafiktive stil, som gør at jeg elsker serien, det var også et manuskript som var godt skrevet og fængende. Jeg grinede og græd ... næsten, og action-scenerne var meget imponerende. Der var vist også gjort noget ud af det tekniske, for det virkede til tider som om der var en 3D-agtig effekt i billederne. Jeg havde ellers ikke forventet noget visuelt imponerende fra en decideret tegnefilm, men det tekniske var altså også i orden.

Uden at afsløre historien - for det er jo en nyere film som nok ikke alle har været inde at se - så var manuskriptet som sagt velforfattet. Der var i historien en slags palimpsest af action-genren, hvorved det postmoderne er velbevaret, samtidig med at The Simpsons-tonen med den gule familie som hovedaktører var bevaret, dog mest gennem Homers ilde manerer.

Der var også bidende politiske kommentarer med en undertone af miljøpolitisk korrekthed videre understøttet af en intertekstuel reference til Al Gores An Inconvenient Truth - selvfølgelig ledt af Lisas udøende idealisme. Og så skal det vel også ses som bidende politisk satire at Arnold Schwarzenegger var blevet sat i præsidentstolen og samtidig afbilledet som komplet inkompetent leder af nationen. At han i virkelighedens USA ikke har en jordisk chance for at blive præsident, da han ikke er indfødt, så bliver dette en dobbelt fornærmelse for guvernøren af Californien.

Der er altså guf i denne film både for dem der vil have et billigt grin, men også for dem, der vil se dybere og få en politisk kommentar og et kunstværk ud af det samtidigt. Det er bare så trælst når man er den eneste der griner, når man ser en reklame for fejring af Cinco de Mayo den 18. september for at nævne bare en af de jokes, som jeg kom til at storgrine af som den eneste!!! Er det ikke bare trælst?