Valgflæsk

Så blev der endelig udråbt valg, og selvfølgelig falder det i den mest opportune periode for regeringspartierne: Selvom Venstre og Konservative går tilbage i meningsmålingerne, så vil de stadig kunne bevare magten. Hvis ellers Ny Alliance så kan få styr på tropperne og meningerne, så kan den næste regering endda eksistere uden grundlag af Dansk Folkeparti og deres dybt xenofobiske indstilling til tilværelsen.

Men jeg kan jo ikke lægge skjul på at jeg ville foretrække at der kom en ny regering, gerne med Helle som statsminister, for jeg har i de seneste år fået indblik i de mange punkter hvor vores velfærdssystem er blevet udhulet og næsten gjort værdiløst: Sygehusvæsenet, Uddannelsessystemet, Pleje af børn og ældre. Dette er emner, som påvirker ufatteligt mange mennesker i Danmark, og det er utroligt at regeringen har kunne slippe af sted med forringelser i disse sektorer og samtidig bevare et flertal i Folketinget: Hvorfor er der ikke nogen som kan se sammenhængen mellem udliciteringer på stribe og den dalende kvalitet? Skal vi bare finde os i det og tro at vi kan ordne det hele ved at strejke i foråret som det også er planlagt på forhånd??? Flere af regeringens ministre har udtalt at strejker ikke bider på dem og ikke påvirker deres beslutningstagen (bl.a. Haarder), så det kan ikke engang have den tiltænkte effekt at strejke. Vi kan kun få vores vilje, hvis vi vælger nogle nye folk til at repræsentere os og vores meninger.

Og det er ikke kun velfærden det gør ondt i: Vi må meget snart have en regering som sætter miljø og sundhed øverst på to-do listen, ellers forsvinder lille Danmark snart i smeltevand fra indlandsisen, og hvad i alverden skal vi så bruge vores ekstra penge til (Okay, måske er det en god idé at købe en båd!). Og få da så indført et total forbud af cigaretter og nogle højere afgifter på sundhedsskadelig mad og rabat på det sunde, så de skatter vi alligevel betaler ikke behøver gå til dyr behandling af dem der ikke kan styre sit indtag selv. Er det ikke nemt nok bare at sige nej?

Her er mit kampråb: Kryb ud af jeres egne røvhuller og stem lidt mindre egoistisk: Vi har råd til at betale en høj skat og dermed i det lange løb hjælpe os selv og også mennesker udenfor landets grænser.

Ren (sæbe)opera for mine ører

Jeg må jo nok efterhånden erkende, at jeg er fan af diverse sæbeoperaer, blandt andet fordi jeg kan forklare de fleste familierelationer i Hortonsagaen... hvilket ikke er lige så let som man skulle tro. Som connoisseur af denne ellers kritiserede genre vil jeg tillade mig at komme med min mening om det nyeste skud på stammen: 2900 Happiness, som efterhånden har kørt på TV3 i nogle uger.

Hvis serien bekender kulør og udråber sig selv som decideret sæbeopera, så er kvaliteten for denne genre helt og aldeles levet op til. Der er ikke tvivl om at TV3 har satset stort her med mange populære navne på rollelisten. Problemet for mig er at al skuespil der foregår på dansk klinger falsk i mine ører. Det lyder bare ikke ægte. Og heller ikke i 2900. Det sagt, så er de bedste midler fra tv-historiens mange serier af lignende kaliber taget i brug og brugt korrekt:

Der er kærlighed på alle livets stadier: Den unge første kærlighed med dertilhørende "første gang", den midaldrende kærlighed, hvor ægteskabets grænser bliver testet, og pensionistkærligheden som for længst er flydt ud i sandet i golfbanens sandgrav.
Der er smukke mennesker, som er decideret onde (i 2900 må det være Mercedes og hendes far og farmor, hvilket også er en meget deterministisk indstilling, idet ondskaben går i arv og dermed ikke kan undviges) hvilket er et meget populært fænomen. Tænk bare på J.R. og Alexis.
Der er cliffhangere, løgne og uløste konflikter, som senere kan komme tilbage og ødelægge ellers lykkelige omstændigheder.

Sagt med andre ord, så er dette ikke bare det sædvanlige tankeløse pladder som blev serveret i det forlængst forliste Hvide Løgne, nej 2900 Happiness har sine værdier, og hvis man som akademiker vil underholdes i 25 minutter plus reklamer, så er det en serie der er værd at følge med i.

Faktisk er 2900 kvalitetsmæssigt ligaer over en anden sæbeopera, som også er fast inventar på TV3, den føromtalte Hortonsaga, a.k.a. Days of Our Lives, som på mange måder bærer præg af at have kørt på amerikansk tv i en noget længere årrække med dertilhørende metaltræthed. Historierne kører i cirkler og er derfor meget forudsigelige, med undtagelse af de tidspunkter hvor Gud uforventet griber ind eller det onde besætter ellers gode mennesker. Man kan få spat af den lødige kristne tone, som gennemsyrer netop Hortonsagaen. Men hvis man kan se serien ud fra en metafiktionel vinkel, så kan man ophæve det til underholdning for intellektuelle. Blandt andet kan serien bruges som udgangspunkt for kreative udfoldelser, som denne blog: These Are The Daze Of Our Lives er bevis på. Alt i alt er der en del værdier i at se sæbeoperaer, hvis jeg ellers kan udtale mig uvildigt.

Hun skulle forblive tavs

Dem af jer som tilbragte bare lidt tid i mit selskab i løbet af sommerferien ved at jeg har været ved at læse Peter Høeg: Den stille pige. Grunden til at alle blev opmærksomme på det var nok at jeg højlydt og adskillige gange måtte stoppe op i læsningen, sukke dybt og brokke mig over hvor forfærdelig kedelig den bog er. Det er meget muligt at jeg er af den mening fordi lige netop den bog ikke faldt i min pekuliære smag når det kommer til bøger. Her må jeg så nok først udrede hvad der er min smag: Alt selv-reflektivt, postmoderne eller humoristisk på en eller anden måde, således at min favorit forfatter på dansk er Svend Åge Madsen. Den stille pige besidder ingen af de kvaliteter.

Eller gør den? For jeg ved jo fra Høegs tidligere værker at han er i stand til den slags litterære udskejelser, som man fx ser i Kvinden og aben, som er en fabel / magisk realisme (og dermed kan kategoriseres som postmoderne) eller Frøken Smillas fornemmelse for sne, som bruger humoren på et højt intellektuelt niveau (gennem Smillas forhold til en verden som overhovedet ikke stemmer overens med hendes indre verdensbillede). Og her må jeg så virkelig anstrenge mig for at finde lignende kvaliteter i Den stille pige. Det jeg kan komme i tanke om er hovedpersonens tvetydige rolle som både klovn og helt, hvilket må siges at bryde rammerne for det forventelige. Dette kunne tolkes som en poststukturalistisk tendens (omend meget perifær for det samlede værk!). Men humoristisk bliver det ikke før han overtræder kønsrollerne ved på overbevisende måde at klæde sig som kvinde, hvilket også kan ses som et poststrukturalistisk træk (og endda post-feministisk). Men det er bare ikke nok i et omfattende og meget langtrukket værk som vist nok mest af alt skal forestille en spændingsroman / thriller a la Smilla. Det er en skam Høeg ikke kunne bevare stilen fra 90'erne. Jeg er skuffet.