Hun skulle forblive tavs

Dem af jer som tilbragte bare lidt tid i mit selskab i løbet af sommerferien ved at jeg har været ved at læse Peter Høeg: Den stille pige. Grunden til at alle blev opmærksomme på det var nok at jeg højlydt og adskillige gange måtte stoppe op i læsningen, sukke dybt og brokke mig over hvor forfærdelig kedelig den bog er. Det er meget muligt at jeg er af den mening fordi lige netop den bog ikke faldt i min pekuliære smag når det kommer til bøger. Her må jeg så nok først udrede hvad der er min smag: Alt selv-reflektivt, postmoderne eller humoristisk på en eller anden måde, således at min favorit forfatter på dansk er Svend Åge Madsen. Den stille pige besidder ingen af de kvaliteter.

Eller gør den? For jeg ved jo fra Høegs tidligere værker at han er i stand til den slags litterære udskejelser, som man fx ser i Kvinden og aben, som er en fabel / magisk realisme (og dermed kan kategoriseres som postmoderne) eller Frøken Smillas fornemmelse for sne, som bruger humoren på et højt intellektuelt niveau (gennem Smillas forhold til en verden som overhovedet ikke stemmer overens med hendes indre verdensbillede). Og her må jeg så virkelig anstrenge mig for at finde lignende kvaliteter i Den stille pige. Det jeg kan komme i tanke om er hovedpersonens tvetydige rolle som både klovn og helt, hvilket må siges at bryde rammerne for det forventelige. Dette kunne tolkes som en poststukturalistisk tendens (omend meget perifær for det samlede værk!). Men humoristisk bliver det ikke før han overtræder kønsrollerne ved på overbevisende måde at klæde sig som kvinde, hvilket også kan ses som et poststrukturalistisk træk (og endda post-feministisk). Men det er bare ikke nok i et omfattende og meget langtrukket værk som vist nok mest af alt skal forestille en spændingsroman / thriller a la Smilla. Det er en skam Høeg ikke kunne bevare stilen fra 90'erne. Jeg er skuffet.