Ren (sæbe)opera for mine ører

Jeg må jo nok efterhånden erkende, at jeg er fan af diverse sæbeoperaer, blandt andet fordi jeg kan forklare de fleste familierelationer i Hortonsagaen... hvilket ikke er lige så let som man skulle tro. Som connoisseur af denne ellers kritiserede genre vil jeg tillade mig at komme med min mening om det nyeste skud på stammen: 2900 Happiness, som efterhånden har kørt på TV3 i nogle uger.

Hvis serien bekender kulør og udråber sig selv som decideret sæbeopera, så er kvaliteten for denne genre helt og aldeles levet op til. Der er ikke tvivl om at TV3 har satset stort her med mange populære navne på rollelisten. Problemet for mig er at al skuespil der foregår på dansk klinger falsk i mine ører. Det lyder bare ikke ægte. Og heller ikke i 2900. Det sagt, så er de bedste midler fra tv-historiens mange serier af lignende kaliber taget i brug og brugt korrekt:

Der er kærlighed på alle livets stadier: Den unge første kærlighed med dertilhørende "første gang", den midaldrende kærlighed, hvor ægteskabets grænser bliver testet, og pensionistkærligheden som for længst er flydt ud i sandet i golfbanens sandgrav.
Der er smukke mennesker, som er decideret onde (i 2900 må det være Mercedes og hendes far og farmor, hvilket også er en meget deterministisk indstilling, idet ondskaben går i arv og dermed ikke kan undviges) hvilket er et meget populært fænomen. Tænk bare på J.R. og Alexis.
Der er cliffhangere, løgne og uløste konflikter, som senere kan komme tilbage og ødelægge ellers lykkelige omstændigheder.

Sagt med andre ord, så er dette ikke bare det sædvanlige tankeløse pladder som blev serveret i det forlængst forliste Hvide Løgne, nej 2900 Happiness har sine værdier, og hvis man som akademiker vil underholdes i 25 minutter plus reklamer, så er det en serie der er værd at følge med i.

Faktisk er 2900 kvalitetsmæssigt ligaer over en anden sæbeopera, som også er fast inventar på TV3, den føromtalte Hortonsaga, a.k.a. Days of Our Lives, som på mange måder bærer præg af at have kørt på amerikansk tv i en noget længere årrække med dertilhørende metaltræthed. Historierne kører i cirkler og er derfor meget forudsigelige, med undtagelse af de tidspunkter hvor Gud uforventet griber ind eller det onde besætter ellers gode mennesker. Man kan få spat af den lødige kristne tone, som gennemsyrer netop Hortonsagaen. Men hvis man kan se serien ud fra en metafiktionel vinkel, så kan man ophæve det til underholdning for intellektuelle. Blandt andet kan serien bruges som udgangspunkt for kreative udfoldelser, som denne blog: These Are The Daze Of Our Lives er bevis på. Alt i alt er der en del værdier i at se sæbeoperaer, hvis jeg ellers kan udtale mig uvildigt.