Jeg er for nylig blevet trukket ind i den fagre nye verden af Facebook af min kære søster, hvilket har givet overraskende resultater. Man kan søge på ethvert navn i verden og på diverse grupper og på den måde finde mennesker, som man ikke har snakket med i årevis, og som man har mistet kontakten med af diverse årsager, men som man via Facebook på et meget uformelt niveau kan kontakte uden at behøve at tænke videre over det.
Dette har sine fordele, men så sandelig også nogle ulemper. Pludselig er man registreret på globalt niveau, og afhængig af hvor informativ man har været i sin profil, så er der mange mennesker som pludselig ved en hel masse om en, som de måske ikke burde vide, eller som de måske ikke ønskede at vide: Hvorfor er det lige at en jeg har gået i gymnasiet med for 10 år siden har brug for at vide hvad min mening om "Den blå lagune" kan være eller at jeg hører Orbital mens jeg sidder ved min computer? Man kan heldigvis filtrere en del information væk, så man ikke får en mail hver gang en af ens 274 "friends" har været online.
Det med de mange venner er jo så en helt anden sag, for er der ikke en skjult konkurrence om at have så mange "friends" som muligt? Det er selvfølgelig tankevækkende på en god måde, at man kan forbinde mennesker over hele verden. Jeg gad egentlig godt se en grafisk fremstilling af netværkene: er vi ikke alle forbundne på en eller anden måde?
Jeg ser store muligheder i Facebook, ikke mindst for at stjæle min fritid (og arbejdstid), men når først man har registreret sig, så er der ingen vej tilbage: Så husker databasen ens navn for evigt!
onsdag den 14. november 2007
Abonner på:
Opslag (Atom)