"Wo"Manderlay?

Jeg har lige set Lars vonTriers Manderlay, der som de fleste kreationer fra Triers hånd mildest talt er tankevækkende. Det er et pragteksempel på en sønderlemmende kritik af det amerikanske samfund og dets åbenlyse mangel på den "greatness" de ellers er så stolte af derovre (Sikkert fordi de fleste ikke ved bedre).

Med temaer som slaveri og frihed er Trier også på forhånd sikker på at kunne provokere lige fra den første scene. Men som med Dogville er det ikke kun temaet der provokerer; også formen og det stilistiske udtryk kan provokere i sit minimalistiske udtryk der helt klart har metafiktionelle tendenser i den konstante gøren opmærksom på formen af fortællingen. Som noget usædvanligt for metafiktion er handlingen dog så dragende, at man til tider fuldstændigt lever sig ind i den specielle visuelle verden, der er kreeret af streger og ord på gulvet. Man tror simpelthen på at Grace ikke kan se gennem den væg der altså ikke er der, da den kun er markeret med en streg på gulvet.

Der var dog visse mere skjulte temaer i filmen: Hvorfor var denne farm "Manderlay" kun en succes når de rådvilde slaver blev styret af en stærk matriark? Når den gamle kvinde "Mam" (næsten "mom") dør bliver hun erstattet med den unge og viljestærke Grace, hvis største problem virker til at bunde i hendes problemer med at tøjle sin seksualitet, ikke slaverne. Eller er denne kvindelige topstyring kun et skalkeskjul?

Hvad er egentlig konklusionen på denne tankevækkende rejse tilbage i historien til en tid hvor slaveri var virkelighed? Kan det virkelig passe at Graces første kommentar, at det er de hvides skyld, og derfor må der nu rådes bod, ikke er godtaget som forklaringen på de sortes konstante eksistens som slaver, men at det er noget de sorte selv har påført sig (Mam's Law er afsløret som skrevet af den ældste af de tilbageværende slaver)? Er det virkelig Triers konklusion? Og i så fald, hvad kan der så gøres for at ændre denne skæve magtbalance i samfundet? Den bliver jo opretholdt til evig tid, da det amerikanske samfund aldrig ville blive "klar" til at acceptere de sorte på lige fod med alle andre, som også illustreres i filmen med den afsluttende billedmontage med diverse beviser på håbløsheden i den amerikanske racesituation. Med andre ord en ret negativ konklusion på Triers værk. Men man kan vel heller ikke forvente andet fra en mand som stiller sig så kritisk overfor det amerikanske samfund.